Middelalderforeningen Scramasax

Vi tilbyder et enestående indblik i fortidens lejrliv, hvor autencitet og formidling er i fokus.

Rul ned til indhold

INTRODUKTION

Scramasax er en aktiv middelalderforening, der har til formål at udbrede kendskabet til senmiddelalderen, særligt perioden 1346-1485. I nordisk kontekst er vores formidlingsperiode placeret i Valdemar Atterdags og datteren Margrethe I’s regeringstid. Resten af Europa er på dette tidspunkt præget af større konflikter, blandt andet hundredeårskrigen mellem Frankrig og England 1337 – 1453, Englands tronfølgerstrid kendt som ”War of the Roses” 1455 – 1487, pest og klimaskift, der begge medfører sult.

 

Foreningens medlemmer optræder som krigere, bueskytter, syersker, håndværkere og gøglerbørn ved de historiske markeder, vi deltager på. Vi gør den danske middelalder levende for publikum på mange måder. Dels når krigere og bueskytter pansrer op og marcherer afsted mod storslag og kampshows, dels når vi præsenterer et fuldstændigt autentisk lejrliv, med boblende farvegryder og høvlspåner der daler fra buemagerens bænk – og vi bliver i middelalderen længe efter, at publikum er gået hjem.

VIL DU VIDE MERE?

Kunne du tænke dig at høre mere om hvad Scramasax kan tilbyde dit arrangement, eller kunne du tænke dig at vide mere om foreningen, vores mål eller noget helt andet; så skal du være mere end velkommen til at kontakte os på kontakt@scramasax.dk eller Facebook.

SCRAMASAX

Foreningen Scramasax har hjemme i Odense, men består af medlemmer fra hele landet. Foreningen blev stiftet i 1992, og er dermed én af landets ældste eksisterende middelalderforeninger.

Vi har igennem årene slået oversejlet op på et utal af danske og udenlandske middelaldermarkeder, og fanen med den gule lilje er efterhånden kendt mange steder. Foreningens medlemmer er en broget skare af middelaldernørder i alle aldre og mange har endda deres børn med på markeder. Scramasax’ ånd lever af medlemmernes engagement, samarbejde og ren og skær passion. Når lejren er stillet op, opstår der et naturligt samlingspunkt ved bordene under oversejlet, således at vi bliver én stor middelalderfamilie, der hjælper hinanden med praktiske gøremål, leger med børnene eller fortæller røverhistorier når natten falder på.

Vi involverer så mange medlemmer som muligt i vores kampshows, så man for eksempel kan være livvagt eller pestbefængt tilskuer, hvis man ikke har udstyr til at være kriger. Vi løfter i flok, bogstaveligt talt, når våde telte og tungt grej skal pakkes sammen, og vi rykker sammen i de kolde vintermåneder og hjælper hinanden med at reparere telte, finde symønstre, bygge nyt udstyr og få nye idéer til den kommende markedssæson.

KONTAKT@SCRAMASAX.DK

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser hurtigst muligt, men i perioder er vi desværre ikke altid ved vores mail. Du er også velkommen til at kontakte os på Facebook, her vil du komme i kontakt med en af vores administratorer.

Drevet af WordPress Inspiro WordPress tema af WPZOOM