Den engelske langbue
Et af de mest frygtede og effektive våben i middelalderen var den engelsk langbue. Buen menes at være kommet til England med normannerne.
Under slaget ved Hastings i 1066, hvor det angelsaksiske England blev besejret, benyttede normannerne under Vilhelm Erobreren en kombination af kavaleri, fodfolk og bueskytter. Slaget endte da kong Harold Godwinson blev dræbt, da han fik en pil i øjet.
Også andre konger måtte sande, at det kunne være fatalt at blive ramt af en pil. De engelske konger Vilhelm II Rufus (1100) og Richard II Løvehjerte (1199) blev dræbt af pile, mens Henry IV (1403) mirakuløst overlevede en pil, der havde gennemboret hans kranie. Også i Danmark måtte konger lade livet. Harald Blåtand (986) og tronfølgeren Valdemar den Unge (1231) døde begge efter at være blevet ramt af en pil.
Bueskytterne var ikke riddere og deres våben var et symbol på deres lavere status. Der blev ofte set ned på bueskytterne, hvis hensigt det var at såre og helst dræbe modstanderne. I kampens hede fyrede de deres pile af sted med en hastighed af 6 – 10 pile i minuttet og med deres 60 punds bue kunne de nemt skyde 300 meter - og stadigvæk ramme med stor kraft. De ædle riddere derimod var trænede i nærkamp og dygtige med sværd og lanse. Deres taktik på slagmarken gik ud på at tage hinanden til fange og modtage løsepenge uden at nogen blev dræbt. Mange en tilfangetaget bueskytte blev hængt eller fik fingrene klippet af.
Ridderne brugte blot buen til jagt.
Riddernes foragt resulterede ikke blot i undervurderingen af bueskytternes effektivitet under et slag. Det var også ved fx belejringer, at mange blottede sig indenfor rækkevidden af de dødbringende pile. Som nutidens snigskytte afventede bueskytten øjeblikket, hvor fjenden viste sig i et vindue eller trådte frem i åbningen på brystværnet.
Denne effekt af de panserbrydende pile og bolte fra både bueskytterne og armbrøstskytterne gjorde ridderne sårbare på slagmarken. Derfor forbød pave Innocent II i 1139 brugen af bue og armbrøst blandt kristne. Men schweizerne og genoveserne, der tjente som lejetropper for højstbydende, var ligeglade. De engelske konger, der i Frankrig kæmpede for deres egne besiddelser, kunne ikke forvente megen støtte fra adelen og ofte måtte forsvare sig mod disse, var nødt til selv sørge for soldater. Bueskydning blev gjort til en borgerpligt, da Henry III i 1251 lovfæstede, at den engelske og walisiske befolkning til enhver tid at skulle kunne stille til krigstjeneste med bue og pil.
Perioden 1337 til 1537 var højdepunktet for de engelske bueskytters succes på slagmarken. Fra første træfning under hundredårskrigen ved Cadsand i 1337 stod det klart at bueskytterne ville være et effektivt våben mod de franske ridder hære bestående af stolte egenrådige pansrede franske adelsmænd. Slagene ved Crecy (1346), Poitiers (1356), Agincourt (1415) og Verneuil (1424) viste hvordan en disciplineret hær af fortrinsvis bueskytter kunne nedkæmpe overlegne, sejrsikre ridder hære.
At det derfor var de engelske kongers opgave at udstyre hæren med tilstrækkeligt mange buer og pile (ud over folks personlige våben) viser følgende beretninger.
I 1342 bestilte Edward III 7000 buer og 3 millioner pile.
I 1346 havde kongen 6000 bueskytter (heraf halvdelen walisere) med ved Crecy.
I maj 1360 blev der leveret 10.000 buer og 500.000 pile til Tower i London, som forberedelse til et nyt felttog i Frankrig.
Inventaropgørelsen fra Tower samme år viser, at der var 4.062 “farvede” buer, 11.303 ”hvide” buer, 4000 bue stave samt 23.646 bundter pile (à 24stk) på lager.
I dag ved alle, hvor svært det er at skaffe godt bue træ. Det samme må have været tilfældet dengang fordi både Edward IV og Richard III udstedte dekreter, der tvang italienske handelsmænd til at levere bue stave som modydelse, hvis de ville sælge deres varer i England.
Buerne og pilene
Ligesom i middelalderen bygger vi buer af forskellige træsorter; elm, ask og taks. Taks (yew) er det bedste, men er meget svært at skaffe. Elm (elm) er nemmere men elmesygen angriber de yderste vækstlag, der giver buen sin styrke. Ask (ash) er nemmere at skaffe. Andre træsorter er fx hickory (valnøddetræ) og osage og bue staven kan limes sammen af flere træsorter med hver deres egenskaber.
De pile vi bruger i dag er simple pilespidser, men vi har håndsmedede kopier af middelalder fund fra hundredårskrigen fra både England og Frankrig, som fx:
Spidse panserbrydende Bodkin spidser i forskellige længder, forskellige Swallowtail spidser til brug mod både rytter og hest og mere specielle spidser til at kappe tovværk med og ildpile.
Kvinder og buer
På markeder er der altid nogen, der undrer sig over at nogle af skytterne er kvinder. Men ordsproget fra 1300-tallet ”nød lærer nøgen kvinde at spinde” gælder også, når der skal kød på bordet eller livet skal reddes. Buen er så snedig et våben, at den fremstilles med den trækkraft, skytten har det bedst med, uden at præsisionen blive ringere. Derfor kan alle håndtere en bue. På dette billede fra middelalderen er det et par pæne fruer i færd med at skyde på mål. Så kan man også godt forestille sig den hårdtprøvede landsbykone sigte på fremmede lejesoldater.
